Den 2. april 1938 er murermester Herman Hermansen, Hviding, sammen med sine svende og arbejdsmænd lige gået i gang med at grave syldtrender til det, der skal blive den nye Roager præstegård. Nu vil menigheden i Roager atter have en præst boende! Der er gået alt for lang tid siden sognet sidst havde sin egen præst, hele 21 år, hvor Roager sogn var blevet betjent af præsten fra Spandet og præsten fra Vodder. Problemet var netop præstegården. Man havde én. Men: "Bygningen er gammel og meget ringe og al Reparation er meningsløs, skal der gøres noget, maa der bygges en ny Præstebolig", skrev man i præstegårdsprotokollen. Og det skrev man i årene 1924, 1925, 1926, 1927 - og så rev man den meget gamle præstegård ned.
Men en ny præstegård koster naturligvis. Og "at bygge straks...vil lægge en for stor Byrde på Sognet", står der at læse i samme protokol i 1923. I 1938 var det imidlertid så vidt. Og d. 2. april er H. Hermansen og folkene gået i gang med skovl og spade. Det er varmt at grave, foråret er begyndt. - Men hvad er nu det, man støder på? En potte? En krukke? Jamen, den er jo fyldt med mønter! En skat! Var det her Roager-præsterne havde haft studérværelse, eller var det bryggerset? I hvert fald, en ny præstegård lægger man selvfølgelig oven på den gamle - og så finder man en skat!
Nu er gode råd ved at være dyre. Hvad gør man? Sådan noget må vist være danefæ, for på mønterne står gamle årstal, 1648, 1636. Måske ved præsten det. Men Roager har ingen boende, så Hermansen tager krukken med til sin sognepræst, Svane i Hviding, som synes, at han vil skrive et brev til København til Nationalmuseet; så må rette vedkommende vist være underrettet. På mønt- og medaljesamlingen på Nationalmuseet står der i dag - godt sikret - mange krukker; nogle er hele, nogle ituslåede, men næsten alle er fyldt til randen med mønter. Mange af dem fra 1640'erne. På en af dem står der: "Roager-fundet". Så bliver man lidt stolt, og tænker: nok er vi små og få herude, men vi har da et navn i København! * Der var begravelse i Roager i 1675. Der var faktisk indtil flere. Men der var én som roagerne særligt huskede. Kisten blev nemlig sat ned inde i kirken, inde ved korbuen. Det var sognets præst, Hr. Søren, eller Søren Jensen Skive, som hans rigtige navn var. Og Skive hed han ikke, fordi han var født i Skive, deroppe i landet, lidt nordvest for Viborg; nej, han var født i Sandoy på Færøerne, omkring 1614. Det var kun de lidt ældre i Roager, som kunne huske, hvor længe han havde været deres præst. "Jeg var en af de første, han døbte", hviskede Peder Møller til sidemanden, den dag i kirken, "og min mor har altid sagt, at jeg blev født i det Herrens år 1639". - Så havde Søren Skive, eller Severinus Schevii, som der kom til at stå på hans ligsten, altså været præst i Roager i 36 år! Apropos den ligsten, under hvilken Hr. Søren nu kom til at hvile. Den var anselig, målte 1m. x 1.30 m. Men roagerne fik ikke så meget ud af den. Den var forfattet på latin; og efterhånden var det kun konfirmanderne, der vidste, at når der stod "Severinus Schevii" et sted på den, så betød det: Søren Skive, for det fortalte præsten hvert års nye hold konfirmander. Alle de andre gik bogstaveligt hen over den, og udslettede efterhånden dens skrift. Så gik årene, ja århundrederne. Nu kunne man pludselig ikke længere have begravelser inde i kirken. Officielt blev det forbudt 1805. Så kunne man heller ikke længere have de her store ligsten inde i kirken. Ud med dem! Men ligstenen over Hr. Søren kunne man så bruge som tærskelsten ved indgangen til kirken. Hvilket man frimodigt gjorde! - Og havde utallige fødder slidt på den indtil nu, så blev der endnu mere slidt på den herefter. For nu sled både sol og regn tillige på den. Men hvad har Søren Jensen Skive og Herman Hermansen og hans folk med hinanden at gøre? Eller hvilken forbindelse er der mellem begravelsen i Roager kirke i 1675 og "Roager-fundet"?
Svenskerne er bindeleddet! Den 12. dec. 1643, altså for mere end 360 år siden, rykkede den svenske general Torstenssons tropper sydfra ind i Holsten. I begyndelsen af januar fortsatte de op i Jylland, og i slutningen af måneden var hele halvøen i svenskernes hænder. Og svenskerne er nogle "bæster" og er "onde", skrev præsten i Højrup, Peter Jensen Hegelund. "De har gjort mig til en fattig mand." Svenskerne stjal alle steder, hvor de kom hen. Og så slap præsten i Højrup endda billigt. Det gjorde Toftlund-præsten ikke. Markus Stur som han hed, fik sin præstegård brændt af - og alt hvad brænde kunne! - Og Jens Hermansen, som var præst i Vodder, klagede i mange år fremover, at han ikke fik megen tiende, fordi disse svenskere havde taget de i forvejen fattige folks kreaturer og korn og næsten al det, de havde. På det tidspunkt havde Søren Skive været præst i Roager i fire år. Og jo, svenskerne var også i Roager, og de var i Spandet, for de var alle steder. - Og de var nogle "bæster" og var "onde"! Men var de også smarte? De jo fandt jo ikke, hvad Søren Skive havde lagt i en krukke under gulvet… Svenskerne huserede i vort land i 1644-45. Befolkningen glemte det ikke. Og da svenskerne kom igen tolv år senere, vidste den, hvad der forestod. Da kom Karl Gustav selv. Den 21. aug. 1657 ankom kongen af Sverige til Aabenraa med 1000 ryttere. Den følgende dag drog han og hæren til Haderslev. Nogle fortsatte op i landet, andre drog vestpå. Og fra Haderslev over mod Ribe var hjemsøgelsen forfærdelig; ildspåsættelser og tyveri. 80 % af Spandet lagdes dengang øde! - Efter 12 år var svenskerne ikke blevet mindre "bæster" og mindre "onde". - Men var de måske blevet mere smarte? Nej, heller ikke denne gang fandt de, hvad præsten i Roager havde gemt under gulvbrædderne i præstegården! Roager-fundet daterer sig til d. 2. april, 1938! - Så da svenskerne atter engang var ude af landet, og hverdagen vendte tilbage, ser det ud som om, at selv Søren Jensen glemte, hvad det var, han havde skjult. Det glemte han imidlertid slet ikke! For de yngste af mønterne er præget 1666. Og da havde svenskerne været ude af landet i adskilllige år. Altså gik Søren Skive hen og løftede gulvbrædderne også efter krigene, og det sagde: klir! klir. Og den sidste gang han havde lagt gulvbrædderne tilbage, da var det i alt blevet til en skat på 138 mønter, i alt 122 daler. - Jamen, Hr. Søren! Hvad ville du spare op til? Nu åndede alt jo fred og ro i riget, ikke? Hr. Søren svarer: Mundus labor dolor. Den text lod han sætte på sin ligsten, og den betyder: Verden er arbejde og smerte. Sådan må man vel svare efter at have oplevet hele to svenskekrige. Nu ligger Sørens Skives ligsten på nordsiden af Roager kirke. Engang ligsten i kirken, engang tærskelsten; nu blot en næsten ulæselig gammel gravsten på kirkegården. Hvad der endnu og sandsynligvis kan læses er: Her hviler legemet af Søren Skive, engang præst ved denne kirke. Sjælen er i det himmelske fædreland, ....Og så ordene: Verden er arbejde og smerte, himlen evig fred.
*
Søren Jensen Skive var gift med Margrethe Villadsdatter. I ægteskabet var der ét barn, en datter: Karen Sørensdatter Skive, født d. 26. marts 1653 i Roager. Hun blev gift med Niels Nielsen Astrup d. 18.6. 1674 i Roager kirke. Niels Nielsen Astrup var sognepræst i Roager fra 1675 og provst for Hviding Herred til sin død i 1701. Karen Sørensdatter døde i 1715.
Jørgen Hanssen
