I 1874 fik Roager en ny præst: den meget tyske Christian Fr. Johs. Bischoff. Han kom fra et vikariat i Handeved. Hvorledes dette gik til, har bans bustru, Charitas Bischoff, datter af den i Tyskland kendte botaniker Amalie Dietrich, beskrevet meget udførligt i sin bog: ”Bilder aus meinem Leben”, Berlin 1931, som der her i egen oversættelse bringes uddrag fra:
Charitas Bischoffs møde med ”Roagger”.
En dag kom min mand meget ophidset tilbage fra Flensborg. Han fortalte: ”Jeg mødte biskoppen på banegården. Jeg skal søge en fast stilling”. – ”Jamen, fortalte du ham ikke, at folkene her (i Handeved) gerne vil beholde os?” – ”Hvor ofte har jeg ikke sagt til dig, at det ikke går. ... Stedet her er alt for stort for en så ung præst som mig”. – ”Kan du så selv bestemme, hvor du vil hen?” – ”Nej, hvad tænker du på? Jeg er jo uddannet (i Haderslev) til at virke i Nordslesvig, der skal jeg hen, for mindst fem år”. Jeg sukkede, og min mand fortsatte: ”Det gik sådan til: Da jeg hilste på biskoppen, sagde han: ”Nå, med det første sender De Deres ansøgning. Kender De "Roagger"? – ”Ja, der har kirken to tårne” – ”De tæn­ker på ”Broakker”! Men jeg tænker på ”Roagger”. Det ser ikke ud til, at De ved, hvor det er”. – ”Nej, Deres højærværdighed” – ”Nå, men så rejs derop, når De har sendt ansøgningen. Det ligger så tæt ved grænsen, at De har grænsepælen i sognet. Tæt ved den danske by Ribe”. Min mand gjorde begge dele. Han sendte ansøgningen og rejste til vores fremtidige sogn. Med spænding ventede jeg ham tilbage, men han var ikke særlig snakkesalig, jeg matte tvinge alt ud af ham. – ”Hvordan er der så der?” ”Bart!”, sagde han, - ”Og præstegarden?” – ”Gammel og forfalden. I de sidste tre år har der ikke boet nogen præst der, embedet er blevet passet af nabopræsten. Nogle af stuerne og det meget rummelige køkken bliver beboet af unge forpagtere, og derfor bliver vores plads meget indskrænket. De rum, som vi skal have, er i en elendig tilstand, tapetet hænger i store laser ned fra væggene, intetsteds er der en ovn eller et komfur, det skal vi alt sammen selv anskaffe”. Da jeg udtalte min forundring derover, sagde min mand: ”Efter tørninglensk lov skal den enkelte præst selv indløse præstegarden. Ved ethvert embedsskift finder der altså en tvungen handel sted” – ”Men når det ser sådan ud, så kan vi jo slet ikke flytte ind? Har du ikke bedt forpagterfruen om at gøre rent.....?”- ”Jeg har spurgt hende derom; hun sagde, at med vore rum havde hun intet at gøre”. Kort tid efter pakkede vi vore sager, lod flyttevognen køre, men blev endnu en dag i sognet. ... Så rejste vi. Ved det nordslesvigske vigespor mødte vi vores veninde, frk. Roquette ..... Indtil Tønder gik det godt med jernbanen. Herfra benyttede vi postvognen til ”Scherrebeck” (Skærbæk); det tog fire timer. Her forgrenede vores vej sig i østlig retning, medens postvognen fulgte den snorlige vej til Ribe. Vi lejede en åben vogn ... Om ca. to timer, fortalte man os, ville vi være i ”Roagger”. Godt pakket ind i vore pelse - det var i maj måned - kørte vi, på sandet vej, langsomt mod vores mål. I bløde, bølgeformede linjer udstrækker det flade land sig foran os, og tillader det prøvende blik det tænkeligst frie udsyn til alle sider. Sandelig, det er et ejendommeligt stykke land, vi ser der foran os. Landevejen foran os hæver sig fra det bløde, mørkt farvede tæppe som et lyst bånd. Her og der har man revet huller i det mørke lag, og da ser man tydeligt det gule sand. Over det hele ligger en tungsindig alvor ... "Og jorden var øde og tom", sukkede det i mig ... Men tillidsfuldt vil jeg se fremtiden i møde. For også om dette fremmedartede land gælder ordet: ”Guds Ånd svævede over vandene.”
Charitas Bischoff og kvinderne i ”Roagger.” En dag skulle der være smøraflevering (i præstegården). Vi forventede næsten 400 pund smør, som blev bragt af kvinderne. Der blev liv og ophidselse! Dagen før blev der bagt mange forskellige slags kager, ristet og malet kaffe og slået sukker. Forpagterfruen stod for bagningen. Det kunne jeg ikke. Den følgende dag korte forpagteren ind i gården medbringende smørtønder og salt. I køkkenet stod et stort bord klart, hvorpå smørret skulle sorteres og æltes. Min mand vejede og skrev på. Selv havde jeg efter bedste evne forberedt mig sprogligt og gjorde mig så klog som muligt. Der var blandt kvinderne smukke, statelige skikkelser med kønne ansigter. De fleste så nedladende og ligegyldigt på mig, men her og der mødte mit blik dog et par øjne, som med deltagelse og medlidenhed så på mig. Ja, med medlidenhed, for jeg bejlede om deres kærlighed, følte mig jo så fremmed og usikker mellem dem, og hvor meget behøver en kvinde ikke en anden! Jeg i hvert fald gør det. Kvinderne havde deres solide, hjemmespundne og hjemmevævede kjoler på. På hovedet bar de yngre af dem hvide, statelige kyser med brede, silkefarvede bånd, som var bundet til en statelig sløjfe under hagen. Helt gamle kvinder derimod havde en tætlukkende, stivfodret silkehat, som med en håndbred, stivtbunden spids indrammede det rynkede ansigt. Da jeg havde sørget for dem alle, satte jeg mig hen til dem. Hende, der sad nærmest mig følte på min kjole og spurgte: ”Er den købt eller hjem-mespunden?”. Jeg lo og sagde, at den naturligvis var købt. Men jeg kunne vel spinde? Jeg rystede på hovedet og sagde: ”Nej, spinde kan jeg ikke”. - Nu tog en anden en mig til eksamen og jeg blev spurgt, om jeg kunne væve, om jeg kunne farve, om jeg kunne brygge øl, om jeg kun­ne trække lys, om jeg kunne bage, om jeg kunne malke. Og jeg dumpede med et bragt til eksamen. Jeg kunne intet! Ikke engang tale ordentlig med dem ... Trækkende på skuldrene var der en, der sagde: ”Hun er en lille stjamp!” De andre grinede og nikkede, men jeg kæmpede med tårerne, jeg følte, at mit nederlag var blevet bekræftet, skønt jeg ikke helt var klar over, hvad STJAMP betød ... Det var en anstrengende dag, og jeg åndede lettet op, da vi endelig var alene. Jeg hentede ordbogen. ”Hvorfor er du så ivrig?”, råbte min mand, ”hvad søger du efter. Spørg blot mig.” Jeg tav og søgte under S. Men jeg fandt ikke, hvad jeg søgte og smækkede bogen i. ”Nå?”, sagde min mand. ”Ak”, sagde jeg modstræbende, jeg søgte kun et ord - hvad betyder ”STJAMP?” kom det endelig ud af mig. ”STJAMP?”, sagde min mand langsomt, ”det finder du ikke i ordbogen, det betyder - ja - dumme gås, tossehoved, fæ. Har de maske sagt det om dig?” Nu begyndte jeg at hulke. Min mand tav stille et stykke tid. Så sagde han: ”De tænkte naturligvis, at du ikke ville forstå det”... Efter en pause fortsatte han: ”Tag det ikke mere alvorligt, end det er ment.” Med harme så jeg op. ”Du indrømmer altså, at de har ment det”, sagde jeg ophidset. ”Jamen naturligvis! De har ment det!” - Min mand tog en stol og trak den hen ved siden af mig. Så lagde han armen om­kring mig og spurgte: ”Har du fantasi?” – ”Hvis du har, så sæt dig ind i disse landmandkoners sjæl. De vil kunne se op til deres præstefrue. Alle de færdigheder, som de er blevet opdraget til fra barnsben, af dem besidder du ikke en eneste. De er dygtige, og de værdsætter dygtighed. Hele deres liv og al deres interesse drejer sig om disse ting. Du kan ikke engang tale med dem, og så forventer du, at de viser dig respekt. Hvor skal den komme fra, nar du ikke kan nogen af deres færdigheder?”
Præsteparret blev i Roager indtil 1891.
Oversættelse: Jørgen Hanssen
