Det er altid Ansgar, den franske munk, som nævnes i forbindelse med kristen-dommens komme til Danmark. Og så nævnes årstallet 826, hvor den danske kong Harald (ikke Blåtand) ved et besøg i Ingelheim (delstaten Rheinland-Pfalz) lod sig døbe som den første nordiske konge. Derved kom han til at tilhøre den frankiske kejsers kirke. Da kongen rejste hjem fulgte Ansgar med. Historiebøgerne kan også nævne Willibrords missionsforsøg hos ”danernes meget vilde folk”. Det var engang i begyndelsen af det 8. årh. Men mellem Willibrord og Ansgar var der også en anden missionær, som i hvert fald er kendt i Roager: St. Willehadus eller Sankt Villads. Intet steds berettes der om, at han har været hos danerne. Men da man i Roager byggede en kirke af sten engang mellem 1150 og 1200 var hans navn ikke ukendt, og man ærede ham med en glasmosaikrude, som lærde folk vil mene har siddet i kirken fra begyndelsen af. Det giver stof til eftertanke, når man med stor sand-synlighed ved, at Willehadus døde i år 789! Af hvilken grund huskede man ham? Historien om Willehadus er en historie med særprægede person- og især stednavne, for vi er meget langt tilbage i tiden. Men faktisk er det muligt at komme tæt på missionæren Willehadus og følge ham på sin vandring. Willehadus, navnet betyder den viljestærke kæmper, var englænder, født i Northumbria før år 745. Northumbria, svarende til det nuværende Nordengland og Sydøstskotland, var et selvstændigt kongedømme. Her boede anglerne. Senere blev det til et forenet angel-saksisk kongedømme. Willehadus studerede antageligt i York og må antages at være blevet præste-ordineret dér. Han var "benediktiner", dvs. han tilhørte en munkeorden, som ikke bare lagt vægt på daglige bønner, men også nyttigt arbejde. Benediktinernes devise var: Ora et labora, bed og arbejd! Påvirket af St. Willibrord og St. Bonifacius, som var hans landsmænd og som havde missioneret blandt henholdsvis frisere og tyskere, ville han selv missionere i de samme egne. Sproget har næppe været den helt store hindring, for Willehadus har talt angelsaksisk, som er et vestgermansk sprog og derfor beslægtet med frisisk, nederlandsk og tysk. Sproget var i øvrig blevet bragt til de britiske øer i det 5. årh., da angelsakserne rejste fra områder i det nordlige Slesvig-Holsten (området mellem Flensborg Fjord og Slesvig Fjord) og erobrede den romerske provins Britannien (England). Northumbriens konge, Alchred, gav Willehadus tilladelse til missionsgerningen. Vi er i en tid, hvor kirke og stat gerne går hånd i hånd! Willehadus kom nu med sit følge til Friesland, den nordlige del af Holland. Såfremt han sejlede fra York har det været en sejltur på godt og vel 400 km. Mere end et par dages sejlads har der ikke været tale om. Omkring år 772 begyndte han missionærgerningen i Dokkum, Vestfriesland. Mange blev døbt, fortæller kilderne. Kilderne beretter endvidere, at opholdet i Dokkum var kortvarigt. Snart gik han og hans følge mod sydøst og krydsede floden Issel, syd for byen Borken i det nuværende Tyskland. Herefter gik han igen mod nord og kom til en by ved navn Humark (nu Humsterland i provinsen Groningen). Men det var farligt at komme med en ny tro! Befolkningen havde sin egen, ligesom vi i Danmark på det tidspunkt troede på Thor og Odin. I Humark kastede indbyggerne lod om, hvor vidt Willehadus og hans følge skulle dræbes. Det lykkedes Willehadus at flygte og han kom til Trianthe (nu Drenthe i bispedømmet Utrecht) og her var han nær blevet halshugget! – Om halsen havde han en kæde med relikvier, der reddede ham fra sværdet. Det omvendte indbyggerne, siger de gamle kilder. I år 780 sendte Karl den Store, frankernes konge siden 768, ham til Wigmodia, også kaldet Elben-Weser trekanten, og som udgør området mellem Bremen (floden Weser), Hamborg (floden Elben) og Cuxhaven (udmunding i Nordsøen). Her prædikede Willehadus indtil saksernes opstand mod Karl den Store brød ud i 782. Da flygtede han til Friesland. Herfra rejste han til Rom, og aflagde beretning for pave Adrian I (pave fra 772 til 795) om sin missionsgerning. Fra Rom kom han til klosteret Echternach, et bnediktiner-kloster i den nuværende luxemburgske by Echternach, hvor han bl.a. afskrev (kopierede) Paulus’ breve. I to år opholdt han sig her. Da Karl den Store havde bekæmpet sakserne (år 785) vendte Willehadus tilbage til til Wigmore (Elben-Weser trekanten), og i 787, da han havde grundlagt mange kirker, blev han af hertugen Witikind udnævnt til at være saksernes biskop. Det skete d. 13. juli, 787, fortæller kilderne. Bispesædet blev Bremen. En statelig domkirke blev bygget af træ og igen i følge kilderne blev den indviet d. 1. november 789. Willehadus beskrives i alle kilder som en from og meget ydmyg mand. Han spiste beskedent og drak kun nadverens vin. Han døde i en landsby, Bleckensee, nu Blexem ved Vegesack. Han blev begravet på dødsstedet, men siden, under efterfølgeren St. Willericus, overført til domkirken i Bremen, der nu var blevet opført i sten. Kilderne vil vide, at dødsdagen er d. 8. nov. 789. Kun to år nåede han at være biskop. Én kilde opregner hans bispetid til helt præcis: to år, tre mdr. og 26 dage. St. Willads’ skikkelse er forbundet med mange mirakler: I pinsen 860 ved Willads’ grav i Bremen domkirke berettes der for første gang om mirakuløse helbredelser. Beretningerne om dem bredte sig til hele det nordvesttyske område. Det er Ansgar, der har berettet om de underfulde helbredelser. Han skriver bl.a.: En kvinde fra Oslebshausen fik efter syv år synet tilbage. En blind kvinde fra Emsgau, fik efter ni år synet tilbage. En invalid kvinde fra Lara blev atter gående og hendes barn, som havde været blind fra fødslen af, fik synet tilbage. En blind kvinde ved navn Thiatgardis fra byen Westerbeverstedt havde længe været blind og fik synet tilbage. Ansgar nævner mange andre eksempler, men det mirakuløse i at få synet tilbage, synes at gå igen. Måske var det netop det rygte fra Willads’ grav i Bremen, der havde spredt sig også til Roager og i øvrigt så langt op i Danmark som til Viborg. Her var der engang en kirke, der bar hans navn. I 1188 kaldes den ”Sanctum Willehadum”. I Viborg domkirke fandtes der indtil en brand i 1726 nogle af Willadses knogler, noget af hans bukser samt et Sct. Willads-skrin, måske stammende fra den kirke, der bar hans navn. Tolv kirker samt et kapel bærer navn efter ham i Friesland og Bremen-området: http://de.wikipedia.org/wiki/Wilhadikirche . I Wilhelmshaven findes der i dag et St. Willehad Hospital og i Bremen er der blevet produceret St. Willehad Quellwasser. I de katolske bispedømmer Münster, Osnabrück og Paderborn har man siden 1901 fejret ham på en særlig dag efter d. 8. november. Ansgar var først den tredje efterfølger på bispestolen i Bremen, og fra 848 Hamborg- Bremens første ærkebiskop. Først fra da af skabtes der muligheder for egentlig missionsvirksomhed nord for Elben, altså Danmark. I byen Slesvig byggedes den første kirke på dansk grund. Siden hen byggedes endnu en dansk kirke: i Ribe.
Kilder: The Catholic Encyclopedia. Volume XV. Online Edition 1999.
www.bartleby.com ; www.catholic.org/saints
Jørgen Hanssen November 2010
